Forside

Almen praksis

Øjenklinik

Om

Kontakt

Sterilisation

Sterilisation eller P-piller til katten

Ønsker man at forhindre drægtighed hos sin hunkat findes der 2 muligheder:

  • Lade katten sterilisere
  • Behandle med p-piller

Hvilken mulighed man vælger, bør afhænge af, om katten skal bruges i avl, idet det ikke kan anbefales, at anvende p-piller for permanent at forhindre drægtighed.

P-Piller:

Anvendelse af p-piller til kat har en række uhensigtsmæssige bivirkninger. P-piller indeholder det syntetiske hormon Medroxyprogesteron-acetat. Dette hormon har som sin naturlige funktion, at forberede de hunlige kønshormoner på en forestående drægtighed og øger bl.a. Sekretionen i livmoderen, samt forbereder mælkekirtlerne på de kommende krav til mælkeproduktion. Ved at blokere for udskillelsen af bestemte hormoner fra hypofysen, hindrer hormonet desuden, at en ny løbetid finder sted.

Disse funktioner af hormonet er årsagen til de uønskede bivirkninger, som forekommer, når hormonet anvendes til forebyggelse af drægtighed. Følgende bivirkninger ses hos katte, som får p-piller:

  • Forandringer i livmodervæggen
  • Øget risiko for livmoderbetændelse
  • Cystedannelse på æggestokke
  • Ondartede eller godartede knuder i mælkekirtlerne
  • Sukkersyge

Ud over disse bivirkninger er der andre forhold, som er vigtige at være opmærksom på, ved anvendelse af p-piller:

Når der gives p-piller, er det vigtigt at sikre sig, at hunkatte der er drægtige ikke behandles. Anvendelse af p-piller til drægtige katte kan give vesvækkelse og nedsat mælkeproduktion.

P-piller kan dog anvendes, hvis løbetid ønskes hindret hos katte, som på et senere tidspunkt skal anvendes i avl.

Sterilisation:

Når hunkatten steriliseres fjernes æggestokke og evt. livmoder, hvis denne er unormal. Da produktionen af hunlige kønshormoner foregår i æggestokkene, kommer kattene efter indgrebet ikke i løbetid, bliver ikke parret og bliver ikke drægtige.

Når katten ikke udsættes for parringsforsøg, nedsættes risikoen for overførsel af visse sygdomme, som katteaids og katteleukæmi. Disse sygdomme er alvorlige, og ender ofte med dødelig udgang.

Mange katte som steriliseres bliver mere tillidsfulde og kontaktsøgende.

En anden meget stor fordel ved sterilisation er, at løbetiden udebliver. Denne er ofte meget stressende for katten og ikke mindst for katteejeren, idet hunkattens konstante klage kan drive selv den mest tålmodige katteejer til vanvid.

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinik i Rødkærsbro og Karup
+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.