Forside

Almen praksis

Øjenklinik

Om

Kontakt

Blå grønne alger

Alting blomstrer - men det gør algerne også

Vore hunde elsker at undersøge og lege i den natur, som vi færdes i. Dette gælder i høj grad også søer og havvand. Ofte drikker hundene af vandet, og hvis de svømmer i vandet, sluger de store mængder vand.

Men vær opmærksom på, at der i Danmarks have, søer og åer naturligt findes forskellige arter af alger, som normalt ikke giver anledning til problemer. Men i tilfælde af opblomstring, kan især blågrøn algen – også kaldet Nodularia, give problemer i form af forgiftninger hos vore hunde.

Opblomstring af alger betyder, at de forekommer i meget store mængder. Kraftig opblomstring forudsætter, at livsbetingelserne for algerne er gunstige. Der skal være varme, sol og en stadig tilgængelighed af næring i vandet.

Selv om den enkelte alge er mikroskopisk lille, er det almindeligt, at man kan se kraftige opblomstringer med det blotte øje. Simpelthen fordi koncentrationen af alger er så høj, at vandet bliver farvet eller uklart. I mere voldsomme tilfælde, kan det se ud som om, der er hældt maling i vandet.

Hvis der er store forekomster af blågrønalger i vandet, kan indtagelse af selv små mængder vand give anledning til forgiftning. Algerne producerer 4 forskellige grupper af giftstoffer (også kaldet toksiner). Symptomerne og forløbet afhænger af hvilket og hvor meget giftstof, hunden har indtaget.

  • Levertoksiner har en nedbrydende virkning på leveren, og kan medføre indre blødninger.
  • Neurotoksiner påvirker overførslen af impulser fra nerveceller til muskelceller. Herved opstår lammelser af kroppens muskler – også åndedrætsmusklerne, hvilket medfører vejrtrækningsproblemer.
  • Endotoksiner og cytotoksiner fra blågrønne alger ved man ikke så meget om. De ligner de giftstoffer, som nogle bakterier danner, men man kender ikke deres virkning på hunde.

Symptomerne på at hunden er blevet forgiftet med algernes giftstoffer er opkast og ofte blodig diarre

Hvis din hund har badet i vand med alger, men ingen symptomer har, skal du køre på apoteket og købe aktiv kul i 200 mg tabletter. Tabletterne fås i håndkøb. Disse kan opsuge en del af det giftstof, som endnu ikke er optaget fra tarmen. Dosis er 1 tabl. Pr 5 kg. Herefter skal du vaske din hund grundigt i almindelig hundeshampoo, så den ikke indtager yderligere giftstof ved soignering af pelsen.

Hvis din hund har drukket af vand med alger eller har symptomer på forgiftning, skal du straks kontakte dyrlægen. Der er desværre ingen modgift til giftstofferne, og dyrlægens behandling består i at neutralisere giftstofferne med aktiv kul, samt give understøttende terapi i form af væske, varme og støttemedicin.

Desværre er symptomer på forgiftning (opkast og diarre) et tegn på at giftstoffet allerede er optaget fra tarmen. Hvis hunden overlever 2 døgn efter symptomerne er opstået, er der rimelig gode fremtidsudsigter. Men desværre dør mange hunde indenfor 2 døgn efter indtagelse af algerne.

Da konsekvenserne for hunden er så alvorlige, er det vigtigt at hundeejere er opmærksomme på følgende livsvigtige råd:

  • Følg med i dagspressen inden udflugten til vandet planlægges, og undgå områder hvor badning grundet algeforekomst frarådes.
  • Se efter information, der fraråder badning i området
  • Lad ikke hunden komme i kontakt med sammenskyllede alger på stranden og ved søbredden.
  • Lad ikke hunden svømme i eller drikke af vandet, hvis du ikke på 30 cm dybt vand kan se bunden.
  • Vær opmærksom på kraftige skumdannelser i vandet og på stranden, de kan være tegn på algeopblomstring.

Læs mere på http://alger.dmu.dk/

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinik i Rødkærsbro og Karup
+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.