Forside

Almen praksis

Øjenklinik

Om

Kontakt

Chokoladeforgiftning

Chokoladeforgiftning hos hund

Chokolade fremstilles af ristede frø fra planten med det latinske navn Theobroma kakao, der betyder ”Gudelig føde”. Som navnet antyder, er det ikke kun vi mennesker, der har hang til den lille brune bønne. Men også vores firbenede venner elsker chokolade – især hundene! Derfor er chokoladeforgiftning en af de hyppigste forgiftninger hos hunde. Det er dog ikke kun hunde, som ikke kan tåle chokolade. Også papegøjer, katte og mus forgiftes let af stoffet.

Det giftige stof i planten Theobroma kakao er Theobromin. Vi mennesker tåler fint Theobromin. Halveringstiden, altså den tid det tager for halvdelen af den indtagne stof at blive nedbrudt i kroppen, er hos mennesker 2-3 timer, men for hunde er den 18 timer. Den lange halveringstid medfører, at stoffet ophobes i kroppen. Først påvirkes det centrale nervesystem, men også hjertet, luftvejene og urinsystemet påvirkes.

Symptomerne på forgiftning med theobromin ses fra 12-24 timer efter, at chokoladen er spist. De første symptomer er som regel ophidselse, hyperaktivitet, nervøsitet og ukoordinerede bevægelser som tegn på påvirkning af det centrale nervesystem. Theobromin er vandrivende, og patienten vil drikke og tisse mere end normalt. Oftest ses også opkast, evt. blodig og diarre. Ved alvorlige forgiftninger kan dyret få kramper og gå i koma. I værste fald kan dyret dø. Da omdannelsen af stoffet i kroppen sker langsomt, kan det vare op til flere dage, inden symptomerne aftager.

Det er ikke al slags chokolade, der er lige giftigt, idet der er forskelligt indhold af Theobromin. Mælkechokolade indeholder 1,5 mg/g, kakao og mørk chokolade 10-28 mg/g og kogechokolade 16 mg/g. Der er næsten ingen theobromin i hvid chokolade. Dødelig dosis af theobromin angives at være 240-500 mg/kg hos hund. Men der er rapporteret dødsfald efter indtagelse af så lidt som 114 mg/kg. En 10 kg hund, som spiser 50 g mørk chokolade risikerer altså forgiftningssymptomer, som kan være dødelige. Samme hund skal spise 10 x så meget lys chokolade for at få samme symptomer. Dvs. at mørk chokolade er meget mere giftigt end lys chokolade.

Der findes ingen modgift mod theobromin. Hvis dyret nylig har indtaget chokoladen, består behandlingen i at fremprovokere opkast. Hvis forgiftningssymptomerne er opstået, gives støttebehandling med væsketerapi, kvalmestillende og krampestillende.

Vær opmærksom på at placere din chokolade udenfor dit kæledyrs rækkevidde. Og når du nyder din dejlige chokolade, undlad da at dele da den gudelige føde, da den kan være dødelig for din firbenede ven.

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinik i Rødkærsbro og Karup
+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.