Forside

Almen praksis

Øjenklinik

Om

Kontakt

Fyrværkeri

Nytårsangst

Mange hunde og katte glæder sig ikke til nytårsaften.

Vi mennesker forbinder normalt fyrværkeri med fest og glæde. Men helt anderledes kan det være for vores firbenede venner. De voldsomme lyde og lysglimt gør, at nogle hunde og katte bliver meget bange, eller ligefrem skrækslagne når der affyres fyrværkeri.

I Danmark må man fyre fyrværkeri af fra 1. december til 5. januar, hvilket mange benytter sig af. Så det varer ikke længe, før de første brag lyder. Er dit kæledyr bange for fyrværkeri, skal du allerede nu overveje, hvordan du bedst hjælper det gennem tiden med buller og brag.

Angst er en helt naturlig reaktion, der hjælper dyret med at undgå farlige situationer. Men bliver angsten vedvarende og ude af sammenhæng, er tilstanden unormal og uhensigtsmæssig.

Symptomerne på angst er mangeartede, og kan vise sig ved let uro, hvor dyret søger tæt på sin ejer eller i værre tilfælde ved en panikagtig tilstand, hvor dyret gør alt for at komme væk fra situationen.

Det kan være svært at vurdere, om hunden eller katten er bange for fyrværkeri eller om dyret er syg på anden vis. Nogle dyr viser kun lette symptomer som savlen og rysten. Disse symptomer kan være forårsaget af andre tilstande. Derimod er man ikke i tvivl om, at der er tale om angst, hvis kæledyret forsøger at gemme sig, er urolig, hyler og er måske ligefrem urenlig.

Det er jo sjældent at dyrlægen kan opservere dit kæledyrs reaktioner på fyrværkeri, hvorfor ejerens oplysninger er vigtige, når diagnosen stilles og angstens omfang vurderes.

Typiske tegn på angst for fyrværkeri:

- Mjave, hyle eller gø

- Blive urolig, ængstelig eller rastløs

- Blive urenlig

- Gemme sig

- Hunde fører halen mellem benene, ørerne tilbage og kryber afsted

- Katte ryster og sniger sig omkring

- Savle, ryste eller halse

- Miste appetitten

 

Hvad kan vi gøre for at hjælpe hunde og katte

Heldigvis findes der midler og metoder vi kan anvende for at hjælpe vores kæledyr.

Hvis dyret er angst, er det meget vigtigt at hjælpe det bedst muligt, ellers kan angsten blive værre med tiden. Og der er risiko for, at den med tiden også bliver angst overfor andre indtryk.

Hunde:

Generelt anbefaler vi, at gå en lang tur med hunden i line om formiddagen og først på eftermiddagen i områder uden fyrværkeri. Lad den evt. søge efter spredte godbidder eller lav anden træning, så den bliver træt i både krop og sind. Hold kun hunden i snor i dagene før og efter nytår!

Lad hunden være i rolige, vante omgivelser fra sidst på eftermiddagen. Sørg for at trække gardinerne for og tænd for lyset og noget musik der kan sløre bragene fra fyrværkeri.

Du som hundeejer skal vise din hund, at fyrværkeri ikke er farligt. Viser du hunden opmærksomhed i forbindelse med at den bliver bange og utryg, styrker du hunden i, at der er noget at være bange for, og angsten bliver mere udtalt.

Når hunden registrerer fyrværkeriet, bør du undgå at trøste og ynke hunden. Lad være med at kæle med den eller tage den på skødet. Afled den i stedet med legetøj, sjove øvelser eller godbidder. Husk at rose hunden for afslappet adfærd.

Katte:

Alle katte bør holdes inden døre fra middag nytårsaftensdag. Sørg for at de har et roligt, trygt og vant sted at være, med mulighed for at gemme sig. Rul gardiner/persienner ned for at skærme af for lysglimt, og tænd for musik der kan sløre lydene fra raketterne. Husk at sætte en kattebakke frem, også selvom den normalt kun besørger ude.

Adfærdstræning:

Lydtræning går ud på langsomt at vænne hunden til de lyde, der forårsager angsten. Hertil anvendes lyd CD´er med forskellige lyde, som erfaringsmæssigt kan gøre hunde bange. Lydene afspilles til at begynde med ved lav styrke. Efterhånden, som hunden vænner sig til lydene, øges styrken. Træningen er tidskrævende og skal startes 2-3 måneder før nytårsaften.

Præparater som virker angstdæmpende:

Zylkene

Zylkene er et fodertilskud indeholdende spaltede mælkeproteiner, der har en påvist beroligende effekt.

Zylkene har ingen bivirkninger, og kan anvendes til alle katte og hunde gennem kortere eller længere tid. Så hvis man har en hund eller kat, som er bange i mange dage før og efter nytår vil Zylkene være en mulighed for at afhjælpe angsten.

Zylkene findes som kapsler, og gives som normal dosis 1 gang dagligt. I pressede situationer,- som fx nytårsnat kan de gives hver 4-6 time. Det anbefales at starte behandlingen 14 dage før nytårsaften.

Feromoner (signalstoffer)

- Adaptil til hunde. Findes som spray, diffuser og halsbånd.

- Feliway til katte. Findes som spray og diffuser

Hunde og katte udskiller selv naturlige feromoner, - signalstoffer som får dem til at føle sig trygge. Kopier af disse feromoner bliver kunstigt fremstillet, og kan købes som diffuser (til at sætte i stikkontakten), spray og halsbånd.

De kan med fordel anvendes i perioden frem til nytårsaften. Diffuseren til stikkontakten installeres ca. 14 dage før fyrværkeriets start, og sprayen kan anvendes i de omgivelser, hvor dyret normalt føler sig tryg.

Beroligende og angstdæmpende medicin

Ganske få hunde har brug kraftigt beroligende og angstdæmpende medicin.

Hvis dette er tilfældet, må du kontakte os, og vi vil lave en individuel plan for netop din hund.

Den beroligende og angstdæmpende medicin har ikke god effekt på katte. Her anbefaler vi kun Zylkene og Feliway.

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinik i Rødkærsbro og Karup
+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.