Forside

Almen praksis

Øjenklinik

Om

Kontakt

Hjerte-lungeorm

Hjerte-lungeorm hos hund

Infektion med rævens lungeorm (hjerte-lungeorm) og/eller fransk hjerteorm har gennem en årrække været kendt på Sjælland og især i Københavnsområdet. Men gennem de seneste år har også vi set smittede og syge hunde i Jylland. Infektionen medfører sygdom, som varierer fra ganske mild til meget alvorlig.

Det er lavestadier af parasitterne rævens lungeorm (Crenosoma vulpis) og/eller fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum), som forårsager sygdom. Parasitternes livscyklus involverer en mellemvært, som for begges vedkommende er forskellige snegle. I disse snegle findes de umodne larvestadier, og når hundene spiser sneglene overføres smitten til hunden.

Når hunden har indtaget de umodne larvestadier, vil disse vandre fra tarmen via lymfesystemet til blodbanen og videre til lungevævets blodkar. Her modnes larverne og begynder at lægge æg, som klækkes og vandrer til lungerne. Dette medfører at hunden hoster larverne op med slimet, det hele synkes igen og larverne kvitteres herefter med afføringen. Fra afføringen vil larverne igen kunne optages af nye snegle, og hermed er parasittens livscyklus fuldendt.

Det er larvernes tilstedeværelse og vandring i kroppen, som gør hunden syg. Men sygdommen er lusket og svær at opdage, idet symptomerne er forskelligartede og kan ligne symptomer på andre lidelser i relation til hjertet og lungerne.

Som ejer skal man holde øje med symptomer fra luftvejene. Det kan være hoste ofte med slim, hyppig vejrtrækning og evt. feber. Måske præsterer hunden dårligere end normalt og kan ikke holde til det samme som tidligere. Der kan ses vægttab, nedsat appetit og evt. også diarre og opkast.

I mere alvorlige tilfælde opstår der forandringer i blodets størkningsevne, hvilket medfører såvel indre som synlige blødninger. Følgelig kan opstå blodmangel og væskeophobninger i kroppen, og på dette stadie er infektionen livstruende.

Symptomernes alvorlighed øges med antallet af vandrende larver, og infektioner med fransk hjerteorm er oftest alvorligere end symptomer forårsaget af infektion med rævens lungeorm.

Diagnosen stilles ved at undersøge for larverne i hundens afføring. Da larverne ikke nødvendigvis udskilles hver dag, skal der indsamles afføring mindst 3 dage. Afføringen afleveres til dyrlægen, som via en speciel teknik isolerer larverne, så disse kan visualiseres i mikroskopet.

Parasitinfektionen kan behandles med intensiv ormebehandling, og der findes flere produkter på markedet. Desværre er det ikke altid tilstrækkelig at infektionen behandles, da larvernes vandring kan have forårsaget skade på organer og væv. Det kan være nødvendigt samtidigt at behandle med antibiotika og måske binyrebarkhormon. Hvis blodtabet har været stort kan indlæggelse og blodtransfusion være nødvendig. Behandlingsforløbet er derfor individuelt, og vurderes af dyrlægen i det enkelte tilfælde.

Heldigvis kommer de fleste hunde sig helt over infektionen. Men hvis infektionen har været kraftig og langvarig, kan larvevandringen have forårsaget så stor skade på især lungevævet, at arvæv permanent generer hunden. I enkelte tilfælde kan hunden være så medtaget af blodtab og ødelæggelser i vitale organer, at den dør af infektionen.

Det er ikke muligt at hindre at hunden indtager snegle og bliver smittet af infektionen. Både små og meget sma snegle kan nemlig være inficeret med larverne. Så selv om hunden ikke normalt kan finde på at spise snegle kan dette ske hvis sneglen sidder på græs som hunden spiser eller på en pind som hunden bider af.

Med udbredelsen af parasitten i hele landet bør man som hundeejer være meget opmærksom på symptomer på infektion og ved mistanke få undersøgt afføring fra sin hund. Rutinemæssig undersøgelse fx 1-2 gange årligt kan også være hensigtsmæssigt, især hvis man bor i områder hvor der er stor udbredelse af parasitten.

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinik i Rødkærsbro og Karup
+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.