Forside

Almen praksis

Øjenklinik

Om

Kontakt

Hugormebid

Hundeejere vær beredt – det er hugormetid

Hugormen (vipera berus) er Danmarks eneste giftige slange. At møde en hugorm er de færreste mennesker forundt. Hugormen kan mærke rystelser fra skridt på lang afstand og forsvinder hurtigt. Alligevel forekommer det, at vore hunde finder en hugorm og giver sig i kast med at undersøge dette væsen nærmere. Hugorme er aktive fra april til oktober. Da hugorme er vekselvarme dyr, gør kulde dem langsommere. Derfor er det i foråret og i de tidligere morgener, at risikoen er størst for at hunden kommer hugormen så nær, at den kan blive bidt.

Hugormen har i overmunden to 4-5 mm lange hule tænder, som er forbundet med giftdepoter. Når hugormen bider sprøjtes 10-18 mg gift ind i byttet. Slangen danner selv giften, og efter bare 2-3 dage er slangens giftdepoter fyldt op igen.

Et hugormebid kan være alvorligt for din hund. Da hugormen bruger samme mængde gift ved hvert bid, er forgiftningssymptomerne kraftigere jo mindre hunden er.

Tegnene på at din hund er blevet bidt er 2 bidemærker 1-1,5 cm fra hinanden, svarende til de to gifttænder. Hunden vil oftest reagere med tegn på smerte, nogle hunde piber og slikker sig, hvor de er blevet bidt. Der vil hurtigt forekomme hævelse og misfarvning omkring bidet.

Hugormens gift har en ødelæggende effekt på vævets celler, blodet og blodårerne. Effekten af giften på den enkelte hund er uforudsigelig og meget individuel. Hunde der reagerer kraftigt på giften kan få anafylaktisk shock, som er en voldsom allergisk reaktion, hvor hele kroppen reagerer. I sådanne alvorlige tilfælde bliver hunden voldsomt alment påvirket, får en hurtig og svag puls, blålige slimhinder, lav hudtemperatur, kramper og uro. I sjældne tilfælde kan hunde dø af et hugormebid.

Hvis uheldet er ude, og din hund bliver bidt, skal du holde den i ro. Hvis det er muligt bør den bæres/køres til behandlingsstedet. Bevægelse øger spredning af giften i kroppen. Dette gælder specielt hunde, som er bidt i en pote. Undlad forsøg på underbinding, hvis hunden er bidt i et ben. Dette idet risikoen for celledød i vævet er stor, og en løsning af underbindingen medfører en pludselig frigivelse af gift til blodet, med hurtig forværring af tilstanden til følge.

Hunden bringes så hurtigt som muligt til den lokale dyrlæge for behandling. Heldigvis kommer de fleste hunde sig hurtigt og helt uden men over et uheldigt møde med en hugorm.

Så rigtig god tur i naturen – men tramp lidt ekstra og vær opmærksom på jeres hunde.

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinik i Rødkærsbro og Karup
+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.