Forside

Almen praksis

Øjenklinik

Om

Kontakt

Keratitis punctata

Keratitis punctata

Sår på hornhinden kan opstå af flere årsager, og ofte er det skader på hornhinden, der er årsagen til hornhindesår. Men i tilfælde af keratitis punktata er det en defekt i hundens immunforsvar, som er årsagen til, at sår opstår på hornhinden. Hos nogle racer er denne lidelse formentlig arvelig.

Hornhindens yderste lag er forsynet med mange nerveender, og går der hul på hornhinden er det meget smertefuldt, ligegyldig hvilken årsag der ligger til grund. Hunde med hornhindesår kniber øjet sammen, har øget tråeflåd, lysskyhed og bindehinden i øjet bliver rød.

I tilfælde af keratitis punktata udvikles ét eller flere små punktformede sår i begge øjne. Sårene heler op igen, og der dannes efterfølgende små ar i hornhinden. Med varierende mellemrum opstår nye sår. Hver gang nye sår opstår ses ovenstående smerterelaterede symptomer hos hunden. Ubehandlet vil lidelsen medføre kroniske uklarheder i hornhinden, i form af arvæv og pigment. Disse uklarheder medfører at hornhinden bliver ugennemsigtig, og hunden får nedsat syn.

Der er i de seneste år registreret et stort antal af hunde med denne øjensygdom. Langt de fleste af tilfældene er forekommet hos Langhåret Gravhund, men lidelsen kan også ses hos andre racer. Alderen for opståen af symptomerne er varierende, men hos de fleste hunde starter sygdommen i en alder af 1-3 år. Både han og hunhunde kan få sygdommen.

Der er stor sandsynlighed for, at det er en arvelig disposition, som ligger til grund for lidelsen. Dog foreligger det endelige bevis ikke.

Lidelsen er kronisk og behandlingen er livslang. Behandlingen består af en øjensalve, som har en dæmpende virkning lokalt på øjets immunsystem. Hermed hindres immunforsvaret i at forårsage flere sår på hornhinden. Behandlingen er som nævnt livslang, men den nødvendige behandlings hyppighed er forskellig fra hund til hund.

I langt de fleste tilfælde kan denne behandling forebygge udviklingen af sygdommen, så hunden bevarer synet på øjet.

Man er i de senere år blevet meget opmærksom på lidelsen og dens udbredelse hos specielt langhåret gravhund.

Dansk kennelklub har iværksat en undersøgelse med registrering af Langhåret Gravhund med denne lidelse, for at kunne klarlægge formodet arvelighed og arvegang.

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinik i Rødkærsbro og Karup
+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.